Malede negle og højt hår

Øjenskygge, eyeliner og farvede negle. I 1980’erne var det ikke kun forbeholdt kvinderne, nej mændene foldede sig bestemt også ud. Her var højt hår, fine krøller og farvede læber, og det var helt i orden. Tøjet var småt og stramt på scenen, når rockmusikerne gik på. Både dem selv og deres baggrundssangere, og når alle klæder sig på samme måde, så er lidt bar hud bare festligt.

Men ikke alle syntes, at bar hud sammen med tekster om sex og stoffer var noget, som børn og unge skulle udsættes for. Det var alle genrer, der blev kastet i ringen for at forsvare sig mod moralens selvudnævnte vogter Tipper Gore og hendes Parents Music Resource Center. Grundet hende og det arbejde, hendes gruppe har lavet, er der nu advarsler på covere, så forældre kan se, om indholdet er stødende. Noget de fleste danskere nok bare griner af, men andre steder i verden tages den slags rigtig tungt.

For det farlige er ikke at advare. Mange synes sikkert det er fint, der advares om et hårdt indhold. I film er det rart at vide, om de er egnet for børn eller ej, og tekster om vold, død og ødelæggelse er ikke for alle. Der, hvor det bliver farligt, er når de få censurerer musikken. Igen mener de fleste her i landet, at det ikke er farligt at høre den slags musik. Det er bare ord, og ord er ikke så farlige igen. Kan du ikke lide ord – eller en film eller et maleri – så skal du bare vælge det fra. Det skal være kunst, og kunst må gerne provokere, så længe det ikke krænker.

Men at sætte rigide regler op for alle, det er for de fleste her i landet et stort problem, og det er noget, vi gerne vil være foruden. Vi finder et leje selv, og vi sørger for at vælge til og fra efter det, der passer os. Musikken er meget eksplicit, for det er lige det, det talte ord kan være. Det kan være råt og lige på, og det skal have lov.

Desværre er der dem, der vil bremse, og det kan få sneget sig ind mange steder. Flere og flere, for det er meget nemt at lade sig krænke.